Knust japansk agurkesalat - sunomono
I denne opskrift får den klassiske salatingrediens agurk lov til at spille hovedrollen! Sammen med en japansk dressing bliver den sprød og dejligt sursød.
Denne opskrift på sursød agurkesalat med tang er et let og sprødt indslag i måltidet. Opskriften kan anvendes som en basisopskrift, der nemt kan reduceres eller øges alt efter, hvor mange du skal servere den for! Du kan nemt tilføje ekstra ingredienser, som du er glad for, vi kan f.eks. godt lide krabbe og rejer.
SÅDAN GØR DU
Læg tangen i blød i ca. 10 minutter eller den tid, der anbefales for den tang, du bruger.
Bland ingredienserne til eddikedressingen. Smag til og justér, spæd op med lidt vand, hvis eddikesmagen er for stærk for dig.
Skræl agurken, så der er smalle kanter af skræl tilbage. Del agurken på langs, og læg den med snitsiden nedad. Knus den let ved at slå den brede side af en kniv mod toppen. Skær i passende stykker, salt let og massér forsigtigt. Lad stå i fem minutter, og hæld væsken fra. Pres også vandet ud af tangen.
Bland agurk og tang med dressingen. Anbring i en serveringsskål, og drys sesamfrø og lidt chiliflager på toppen.