Lav ægte indisk mad derhjemme! Denne velsmagende opskrift kombinerer en varm yoghurtbaseret curry med sprøde kikærtefritters og chiliolie.
Punjabi Kadhi Pakora er en vegetarisk ret, der er meget populær i det nordlige Indien, hvor den tilberedes både i hjemmekøkkener og på restauranter. Nedenfor giver amatørkok Sumita Sukumaran sin fortolkning af retten. Opskriften kan virke kompliceret. Men hvis du måler ingredienserne op og forbereder dem i forvejen, går resten af madlavningen som en leg.
INGREDIENSER
(4 portioner)
Kadhi (yoghurtgryde)
1 dl kikærtemel
3,5 dl yoghurt naturel, stuetemperatur
1 tsk kashmiri (indisk chilipulver)
1 tsk gurkemeje
1 tsk korianderpulver
Ca. 1,5 l vand
2 spsk olie, gerne sennepsolie
2 tsk bukkehorn
2 tsk kommenfrø
1 tsk hing (indisk krydderi)
1 lille løg, finthakket
1 grøn chili, finthakket
1 spsk ingefær, hakket
1 spsk hvidløg, hakket
1,5 tsk salt
2 spsk frisk koriander, hakket
Pakora (fritters)
2,5 dl kikærtemel
1 lille løg, groft hakket
1 grøn chili, finthakket
0,5 dl frisk koriander, hakket
0,5 tsk gurkemeje, fint malet
1 knivspids korianderfrø
1 knivspids ajowanfrø
1 knivspids kashmiri (indisk chilipulver)
0,5 tsk amchur (mangopulver)
0,5 tsk salt
2 spsk yoghurt naturel, stuetemperatur
Ca. 0,5 dl vand
2 knivspidser bagepulver
Olie, til friturestegning
Tadka (chiliolie)
1,5 spsk olie, gerne sennepsolie
1/4 tsk kommenfrø
2-3 tørrede chilier
0,5 tsk kashmiri (indisk chilipulver)
Til servering
Kogte ris
Frisk koriander
SÅDAN GØR DU
Kadhi (yoghurtgryde)
Bland kikærtemel og yoghurt i en stor skål. Tilsæt chilipulver, gurkemeje og korianderpulver, og rør godt rundt, indtil alle klumper er væk. Tilsæt vand, og rør til en jævn masse.
Varm olie op i en sauterpande ved middel varme. Tilsæt bukkehorn og kommen. Når det begynder at bruse i panden, tilsættes hing. Fortsæt med løg og grøn chili, og steg i ca. 2 minutter. Tilsæt ingefær og hvidløg, og steg i yderligere 1 minut.
Når ingefæren og hvidløget har fået farve, hældes yoghurtblandingen i panden. Rør rundt, indtil gryden begynder at koge. Sænk varmen, og lad det simre i ca. 30 minutter. Rør rundt en gang imellem. Tilsæt eventuelt lidt vand, når det er ved at være færdigt med at koge. Afslut med salt og frisk koriander.
Pakora (fritters)
Bland alle tørre ingredienser i en skål. Tilsæt yoghurt og vand, og rør rundt til en jævn masse. Den skal hverken være tyk eller flydende. Tilsæt løg, chili og koriander, og ælt dejen i hånden i et par minutter.
Varm olie op i en ildfast gryde. Den ideelle temperatur til friturestegning er ca. 160-180 grader. Når olien er varmet op, æltes dejen i yderligere et par minutter. Form derefter små kugler af dejen, og læg dem i olien. Steg i 2-3 minutter, indtil de er gyldenbrune. Tag kuglerne ud af gryden, og lad dem dryppe af på køkkenrulle.
Tadka (chiliolie)
Varm olie op i en lille stegepande ved middel varme. Tilsæt kommen og tørret chili. Når det begynder at bruse i panden, tilsættes chilipulver, og panden tages af varmen.
Servering
Servér yoghurtgryden i dybe skåle med ris ved siden af. Kom fritters og chiliolie på toppen af gryderetten. Afslut med et par kviste koriander.