På torsketur

I de mørke farvande omkring Reykjavik lurer nogle af verdens største dyr. Men her findes også torsk - i overflod. Vi tester lykken til havs sammen med fem af Sveriges førende kokkeprofiler. En tur, der byder på vildt fiskeri, i dobbelt forstand.

Reykjavik byder på solskin i dag. Men ude på havet er det koldt. For at være mere præcis - meget koldt. Vinden er i det mindste aftaget nu. Og uden larmen fra bådmotoren er stemningen rolig og afslappet, næsten fredelig. Med vægt på næsten.

– Hjælp! Jeg ved ikke, hvordan man gør dette, råber en lys stemme fra stævnen.

Det er Matilda. Hun gestikulerer vildt med fiskestangen i den ene hånd. Et grin går gennem gruppen, da hun udstøder et skingert skrig.

– Tab nu ikke stangen siger Jennie og læner sig længere frem over det sølvfarvede stålrækværk.

En mand fra besætningen kommer til Matildas redning. Vi andre står tilbage, bøjet over rælingen og med fuld fokus på de mørke bølger nedenunder. Noget hvidt glimter. Så går det hurtigt; fra finnen bryder gennem vandoverfladen til den hænger der i luften, dinglende fra krogen.

– Ah! udbryder Matilda instinktivt, da den skinnende torsk spræller.

Fredeligt? Nej, måske ikke. Men spændende? Absolut. En fisketur på Island i selskab med nogle af Sveriges bedste kokke viser sig at være tre timers ren underholdning. Et koncept, der er en succes for mig - skribenten, der ikke frygter dramatikken. Og som desuden håber på at vende tilbage med virkelig godt stof til skrivning.

Det mørke hav, der strækker sig ud, de sneklædte bjergtinder, der rejser sig i det fjerne - nej, ikke engang de små, vejrslidte fiskerhytter nede ved vandkanten, kan måle sig med synet af de fem kokke om bord. De livlige samtaler og den skarpe jargon blandt vores konkurrencelystne sømænd - Matilda Ewaldh, Jennie Walldén, Filip Poon, Sebastian Gibrand og Jens Dolk - og den venskabelige konkurrence imellem dem.

– Hvad siger I, skal vi konkurrere eller hvad? Hvem fanger flest?" udfordrer Sebastian og griber sin fiskestang.

Jennie, der lige har skiftet til en gul regnjakke fra båden, er ikke sen til at tage imod invitationen.

– Vi kører på! svarer hun ivrigt, samtidig med at resten af gruppen nikker opmuntrende.

– Let’s go fishing! siger Filip glad.

Det lyder måske overdrevet. Men Filips ord bliver startskuddet for den torsk-kamp, der vil udfolde sig om bord i den næste time. Nordatlantens blodigste, hvis du spørger mig. "En almindelig dag på kontoret," siger de islandske mænd i besætningen.

Når det er mest hektisk oppe på dækket, søger jeg til forstavnen for at finde beskyttelse. Her får jeg - ud over en velfortjent pause - lidt alenetid sammen med to af vores venlige fiskeguider: Kalli og Jósteinn. Under snakken viser det sig, at Kalli er ny om bord på båden og har kun været der i 2 uger. Det vil sige ny som guide, Ikke ny som fisker.

– Jósteinn har dog arbejdet med fiskeri betydeligt længere end jeg, fortæller Kalli på lidt gebrokkent engelsk og nikker mod manden bag roret.

– Jeg startede nok engang i 88. Så jeg har været i gang i cirka 34 år nu, tilføjer Jósteinn.

Jeg spørger ham nysgerrigt: Hvad er det største, han nogensinde har fanget i alle årene?

– Under en sådan tur? Godt spørgsmål. Det må nok være en helleflynder, som jeg engang fangede. Den vejede næsten 160 kilo, svarer han afslappet.

Samtalen førte os dybere ind i havet - bogstaveligt talt. Kalli og Jósteinn forklarede, at havene omkring Island gemmer på et stort og rigt dyreliv, med masser af fisk at fange. Den mest almindelige er torsk, som også er Islands største eksport af råvarer. Tusinder af turister kommer til havnen i Reykjavik hvert år. Nogle gange er det torsken og havfiskeriet, der lokker, andre gange den smukke natur. Men oftest er det hvalerne. Jeg spørger Jósteinn, om han nogensinde har set en hval. Han udstøder en buldrende latter.

– Mange, mange gange. Jeg har set hvaler ti tusind gange cirka, svarer han med et smil, tydeligt fornøjet over mit spørgsmål.

Jeg forlader mit tilflugtssted en halv time senere. Kampen på dækket er stadig i gang, omend med lidt færre deltagere. På bagbords side finder jeg Jens. Han står og stirrer drømmende ud mod horisonten. Måske har han glemt den igangværende konkurrence i et par sekunder? Eller har han taget den kloge beslutning og trukket sig tilbage? Over for Jens, på styrbords side, står Matilda. Hun skuler koncentreret mod mobilskærmen, tager nogle billeder og bukker sig let ned for at inspicere resultatet. Jeg går hen til dem.

– Hvidt flag allerede? spørger jeg spøgefuldt og nikker mod fiskestangen, der står pænt opstillet ved rælingen.

– Haha, ja. Men faktisk fik jeg en hel del op, svarer Matilda stolt og med et bredt smil på læberne.

Hun fortsætter:
– Der er kun Jennie og Filip tilbage nu. Gud, denne dag er helt magisk. Der er så smukt her.

Sebastian skærer igennem fisken med vante hænder. Det spidse blad søger forsigtigt under skindet og fortsætter sin rejse nedad langs ryggen. Med en smæld rammer den hvide filet det rustne gitter. Derefter fyldes luften med en velkendt duft af grillmad.

– Nu er jeg alligevel lidt sulten. Man bliver det af at vinde, siger Jennie drillende.

Filip, som endelig har erkendt sig slået (og det med en snæver margin), smiler bredt af Jennies ord.

– Jaja, nu behøver vi ikke tale mere om det, svarer han.

I det lille rum på nedre dæk er der blevet dækket op til en lækker, nyfanget frokostbuffet. Her serveres grillede torskefileter, ristede kartofler og dåsemayonnaise. En frokost, der suppleres med et koldt glas hvidvin.

– Her kommer det absolut lækreste: torskekinderne, siger Sebastian og anretter små, hvide kødstykker ud på tallerkenerne rundt om bordet.

Jeg tager forsigtigt en bid. Smagen er salt, konsistensen er blød og smelter næsten i munden som smør. Det er fantastisk lækkert. "Torskens fineste stykke", mener Sebastian. Jeg kan kun være enig med ham.

Da vi sætter kursen mod havnen igen, er vi alle mætte og trætte. Vinden er stadig iskold, selvom solen stadig skinner, men det synes ikke at genere nogen. Tværtimod ser det ud til, at Jens virkelig nyder sin plads på dækket - ikke mindst det kølige glas Sauvignon Blanc, som han har med sig.

Havet glitrer, mens vi glider frem over de saltede bølger. Bagved Jens bølger det islandske flag - vildt og vredt. Pludselig laver båden en kraftig U-vending, og Kalli kommer ud. De har set to finner, ikke langt væk, forklarer han. Med pedalen i bund styrer Jostéinn os tilbage udad; væk fra havnen og mod horisonten. Mod finner og torsk - og 10.000 hvaler.