Opbevaringsguide
Køleskab, skab eller rumtemperatur – ved du, hvor råvarerne hører hjemme? Følg vores smarte guide, og reducer dit madspild!
Alle ved nok, at kød og mælk bør opbevares i køleskabet. Det er vanskeligere med madvarer som kål, urter, rodgrøntsager og tomater. Mens nogle foretrækker køleskabet, trives andre bedre i varmen på køkkenbordet. Det er værd at gå i dybden med, synes vi. Ved at vælge den rigtige opbevaring bevarer du ikke bare smag og tekstur. Du forlænger også levetiden for råvaren og reducerer risikoen for unødvendigt affald.
I vores opbevaringsguide gennemgår vi nogle typiske madvarer – som man let kan komme i tvivl om.
KØLESKAB
Fennikel - Hver grøntsag har sin plads. Og fennikel er en grøntsag, som trives, hvor det er koldt. Andre kålsorter såsom hvidkål, rødkål, grønkål, spidskål og pak choi opbevares også i køleskabet.
Svampe - Svampe kan lide kulde men ikke fugt. Ved stuetemperatur vil svampen tørre, og på et fugtigt sted vil der dannes mug på svampen. Det er bedst at lægge svampen i en papirpose, som ikke er helt forseglet i køleskabet.
Appelsin - Delt frugt skal altid opbevares i køleskabet. Når det gælder hele frugter, er valget vanskeligere, specielt citrusfrugter. Her vil appelsinerne nemlig gerne have det koldt, mens citron og lime foretrækker stuetemperatur eller køkkenskab.
Koriander - De fleste friske urter trives i køleskabet. I original emballage kan de holde i ca. en uge. Koriander og andre urter, som sælges i potter, bør helst stå i et glas vand, da de fortsætter med at drikke efter høsten.
OG KAFFEN?
Ja, faktum er, at selv en åbnet kaffepakke har godt af at blive holdt kølig. Så længe emballagen er godt forseglet og står mørkt og køligt, gerne i køleskabet, kan kaffen holde sig i op til to uger.
KØKKENSKAB ELLER SPISEKAMMER
Sødkartofler - Sødkartofler er en tropisk grøntsag, som er følsom over for stærk kulde. Opbevarer du dem i køleskabet, er der fare for, at kartoflerne bliver hårde indeni. Vælg derfor skabet i stedet. På et køligt, tørt sted trives sødkartoflerne bedst.
Løg - Opbevar løg mørkt, køligt og ikke for fugtigt. Dette gælder både gule løg såvel som rødløg, chalotteløg og hvidløg. Et delt løg kan du derimod opbevare i køleskabet, men så bør du pakke det ind i plast eller lægge det i en plastbeholder først.
Avocado - Plejer du at lægge avocado i køleskabet? Så er det på tide at tænke nyt. Hvis en avocado opbevares for koldt, kan det ske, at den ikke modnes helt, eller bliver brunlig i farven. For varmt er heller ikke godt; et sted midt imellem er det bedste.
Kartofler - Kartofler kan godt lide det mørkt, tørt og køligt. Den ideelle temperatur er ca. 10 grader, altså lidt varmere end i køleskabet. Har du ikke et spisekammer, kan du opbevare dem på et andet køligt sted, for eksempel i et skab.
STUETEMPERATUR
Bananer - Læg aldrig dine bananer i køleskabet. De bliver let skadet af kulde, og skrællen kan blive mørk og misfarvet. Ved stuetemperatur modnes bananerne både langsommere og mere jævnt.
Basilikum - Skulle friske urter ikke stå i køleskabet? Jo, men basilikum er en undtagelse. Det er en urt, som trives bedst på køkkenbordet, gerne på et sted med mange soltimer. Hvis du sætter planten i køleskabet, vil den hurtigt visne.
Zucchini - Hvis du har snittet eller delt zucchinien, hører den hjemme i køleskabet. Men for hel zucchini gælder det, at den hellere skal opbevares for varmt end for koldt. Det samme gælder agurker og squash.
Tomater - Tomater er lidt særlige. På den ene side er de følsomme over for kulde og mister let smagen. På den anden side afgiver de ætylen, som er et stof, der får andre frugter og grøntsager til at modnes hurtigere. Den bedste opbevaring er derfor deres egen skål ved stuetemperatur.